Svangreomsorgen i Aarhus fortjener omsorg

Svangreomsorgen i Aarhus fortjener omsorg

Normalt holder jeg mig i baggrunden politisk, når et område træffer privatsfæren i solar plexus. Nok en faglig vane. Men hvorfor egentlig? Det er vel der, hvor man netop har en særlig indsigt, at man skal ytre sig politisk ? hvem skulle ellers gøre det?

Min situation er den, at jeg desværre to gange har været igennem det, der kaldes en kikkertoperation, i forbindelse med en graviditet uden for livmoderen. Derfor ved jeg, at vi i Aarhus har fantastisk dygtige folk, der dog desværre er temmelig begrænsede, når det gælder svangreomsorgen.

Når man gennemgår en kikkertoperation og ufrivilligt mister sit barn, tilbydes ingen efterfølgende hjælp eller omsorg til forældreparret. Også selvom læger og sygeplejersker ved, at der er et stort behov for dette, og at en sådan hjælp er vigtig i forhold til at forebygge psykiske lidelser og traumer, der bliver mere omkostningsfulde på den lange bane. Selv forældrepar, der efterspørger hjælp, kan ikke få det.

Skulle man, som jeg, være i den lykkelige situation, at man opnår at blive gravid igen, så er man henvist til samme spredte og omskiftelige jordemoderindsats som alle andre. Førstegangsfødende er så heldige, at de, trods alt, tilbydes et fødsels- og familiekursus for gravide, der venter deres første barn, men behovet for kontinuitet mødes ellers kun for dem, der har mod, sindsro og tillid til en hjemmefødsel. Typisk også dem, der netop ikke har traumatiske oplevelser i bagagen.

I Aarhus er det nemlig sådan, at hvert besøg ved jordemoderen også er et møde med et nyt menneske. På samme vis er det, når fødslen går i gang. Det er nemlig helt normalt, at man efter et antal besøg ved forskellige jordemødre føder med et antal nye jordemødre, som man heller aldrig har mødt før. Den oplevelse af kontinuitet, tryghed og tillid, der tilbydes, er således udelukkende nedfældet på et stykke papir, der kaldes vandrejournalen.

Uanset hvad forældreparret har været igennem, eller om de efterspørger kontinuitet f.eks. i form af en kendt jordemoder, så kan dette kendte behov ikke imødekommes i Aarhus. Selv hvis du gerne finder din opsparing frem og ønsker at betale for at få dækket dette ellers ret generelle behov, så er der ikke noget at gøre.

I mit tilfælde betød det, at jeg efter to fødsler med et stort antal forskellige jordemødre endnu en gang i forbindelse med fødslen af mit tredje barn her i juli forventedes at lægge krop og psyke til et cirkus af nye mennesker i forbindelse med en af de mest sårbare og intime oplevelser, et menneske kan gennemleve.

Helt konkret betød det eksempelvis i forbindelse med min første fødsel på Skejby, at jeg efter fire besøg ved fire forskellige jordemødre pga. vagtskifte fødte med to forskellige ukendte jordemødre, hvis navne først blev mig bekendt efter fødslen.

Den efterhånden meget lange liste af fagligt dygtige jordemødre, jeg har mødt, er også en liste uden navne. Efter to fødsler kunne jeg nemlig ikke huske navnet på én eneste af de mange meget korte bekendtskaber.

Den tredje fødsel er heldigvis gået godt, og jeg oplevede her, at der, efter jeg valgte at sige nej tak til jordemodertilbuddet før fødslen, blev taget helt ekstraordinære hensyn, som ikke ligger indenfor de rammer, den gravide normalt møder.

Jeg har ikke lagt skjul på, at vores behov og vores ønske var et andet, og at vi også gerne ville betale, hvad det måtte koste. Men svaret har været, at man er yderst bevidst om behovet, men at man i Aarhus Kommune desværre ikke tilbyder andet. Dvs. det er et kommunalpolitisk spørgsmål, hvilken omsorg man vil tilbyde gravide og fødende.

Det er blandt jordemødre velkendt, at de er meget længere fremme i Odense Kommune, hvad angår svangreomsorg. En ringe trøst, men dog nok til at antænde et lille håb om, at byrådet i Aarhus vil lytte til eksperterne, lade sig inspirere og i fremtiden tilbyde andre gravide og fødende i Aarhus kontinuitet og dermed bedre vilkår og muligheder for at give deres nyfødte den bedste start på livet.